Minibreak på Marskstien hos Marskhotellet
På Marskstien oplever du det helt særlige marsklandskab. Et landskab, der synes vildt og ustyrligt, men som er designet ned i mindste detalje – formet af menneskers liv med og mod vandet. Du mærker vinden og ser det flade landskab, med natur og især fugle så langt øjet rækker. På stien oplever du alt fra diger og pumpestationer til marsklandskab, kanaler og søer med enestående natur og fugleliv. Stien blev i August 2021 certificeret som Leading Quality Trail - Best of Europe af European Ramblers Association.
Med udgangspunkt i Højer kan du vælge mellem tre sløjfer på mellem 4,2, 9,4 og 12 km. Du kan læse mere om sløjferne nederst i denne beskrivelse.
I Højer overnatter I på det hyggelige Marskhotellet. Hotellet er beliggende i hjertet af Højer og her er ikke langt til fantastiske naturoplevelser i den omkringliggende Tøndermarsken. Med et ophold på Marskhotellet vil der blive serveret en marskstiplatte til aftensmad på ankomstdagen.
Som nævnt kan du vælge mellem 3 stisløjfer, der alle har udgangspunkt fra Højer Mølle, beliggende 400 m, fra hotellet. Hvis du er frisk, kan du måske endda nå en sløjfe på ankomstdagen og en på hjemrejsedagen.
Højer, Højer Sluse, Højer Havn: (GRØN STISLØJFE)
Start: Højer Mølle
Distance: 4,2 km.
Seværdigheder: Højer, Kiers Gaard, Højer Havn, marskbåde og tilter.
Forstå, og oplev Tøndermarsken på kun 4 km. På denne tur kommer du forbi mange af Tøndermarskens helt særlige kendetegn. Du oplever diger, sluser, be- og afvandingskanaler, Højer Havn og marskgårde.
Turen starter ved Højer Mølle og går forbi Højer Havn. Herfra videre til Højer Sluse og tilbage til Højer, hvor du blandt andet passerer forbi Kiers Gaard.
Bemærk, at terrænet er ujævnt på digerne.
Højer, Emmerlev Klev, Vidåslusen: (RØD STISLØJFE)
Start: Højer Mølle
Distance: 9,4 km.
Seværdigheder: Vadehavet, UNESCO Verdensarv, Det Fremskudte Dige, Vidåslusen, Margrethe Kog (fredet område), det gamle havdige fra 1861, Højer Sluse, Højer, Kiers Gaard.
Gå langs Vadehavet. På denne tur kommer du til at vandre på et nyt og et gammelt havdige. Du oplever gesten og den stejle skrænt ved Emmerlev Klev og den flotte udsigt over Vadehavet.
Turen starter ved Højer Mølle og går over Emmerlev Klev til den nye Vidåsluse og tilbage til Højer, hvor du passerer Højer Sluse og følger det gamle havdige fra 1861.
Turen egner sig til alle, også til kørestolsbrugere.
Højer, Klæggravene, Vidå: (SORT STISLØJFE)
Start: Højer Mølle
Distance: 12 km
Seværdigheder: Den centrale del af Tøndermarsken (Margrethe Kog og Ny Frederiks Kog), Nationalpark Vadehavet, fugle, kanaler, det gamle, fredede havdige fra 1861.
Gæs, vadefugle og havørne. På denne tur går du på det gamle havdige fra 1861 med Margrethe Kog på den ene side og Frederiks Kog på den anden. Margrethe Kog er blandt Europas vigtigste fuglelokaliteter. Her kan du blandt andet se bramgæs, havørne, ænder og en lang række vadefugle.
Turen starter ved Højer Mølle og går forbi Højer Sluse. Du går langs det gamle havdige og tilbage mod Højer på ådiget langs Vidå. I Højer passerer du blandt andet Kiers Gaard.
Bemærk, at terrænet er ujævnt på digerne.