Juleophold i Tønder
1 nat – Hostrups Hotel eller Rudbøl Grænsekro
Kombiner juleindkøbsturen over grænsen med et hyggeligt juleophold på enten Hostrups Hotel i Tønder eller Rudbøl Grænsekro.
Hostrups Hotel ligger i hjertet af Tønder. Her vil du opleve en afslappet atmosfære i moderne omgivelser, hvor husets alder er velbevaret i detaljen. I hotellets restaurant er der mulighed for at nyde en god middag, med udsigt over Mølledammen i Tønder. Her serveres hotellets morgenmad også, efter en god nats søvn i et af hotellets smagfuldt indrettede værelser, hvor der er ro og fred. Opholdet er inklusiv morgenmad.
Rudbøl Grænsekro er et velrenommeret hotel og restaurant beliggende i den maleriske landsby Rudbøl nær den dansk-tyske grænse. Kroejendommen, der stammer tilbage fra 1872, kombinerer traditionel charme med moderne komfort. Gæsterne kan nyde en god middag i restauranten, der fokuserer på lokale råvarer. Opholdet på Rudbøl Grænsekro er inklusiv morgenmad og aftensmad.
Herunder har vi samlet et par tips til hvad du kan opleve under et juleophold i Tønder.
- Tønder er smukt pyntet op til jul, og det er en fornøjelse at gå en tur i de brostensbelagte gader og nyde juleudsmykningen. I december er der opsat boder på byens torv, hvor du kan købe gløgg og æbleskiver. I byen finder du også butikken ”Det Gamle Apotek”, en charmerende butik beliggende i en historisk bygning. Butikken byder på et bredt udvalg af julepynt og du finder helt sikkert noget der falder i din smag.
- Hostrups Hotel og Rudbøl Grænsekro ligger i Tøndermarsken som er ideelt til naturskønne vandreture og cykelture. Marskstien går lige forbi begge hoteller og er en god måde at opleve marsken helt tæt på.
- Lige over grænsen finder du et væld af grænsebutikker der har alt hvad hjertet begærer af søde sager til den søde juletid. Fra Tønder og Rudbøl er der en kort køretur på max 10 minutter til den nærmeste grænsebutik.
Du kan læse mere om juleaktiviteter i Sønderjylland på vores hjemmeside https://www.visitsonderjylland.dk/turist/oplevelser/jul/juleaktiviteter
Ved ankomst til hotellet er der en velkomstpakke med bykort og en lille sønderjysk juleoverraskelse fra Destination Sønderjylland.