Julekoncert med Stig Rossen
Den ultimative jul med Stig Rossen
For 23. år i træk tager Stig Rossen ud på sin meget populære juleturné i det danske land i november og december måned. Som altid byder Stig Rossen på et bredt repertoire fra ind- og udland. Og i år gæster han igen Skærbæk Kursus- og Fritidscenter.
Stig Rossen startede ud i Brændkjær Kirke i Kolding i 1995 med de hyggelige julekoncerter og de seneste år har der været over 30 årlige koncerter.
Det er ultimativ jul, der indhyller Stig's julekoncerter med traditionelle og elskede sange – mest fra Danmark, men passende krydret med de bedste fra udlandet. I 1997 kom CD'en ”Julelys” på gaden. Første skæring på pladen er ”Det kimer nu til julefest” og netop det traditionelle billede med den mest julede af alle julesalmer fra den danske sangbog understreger den stemning, som Stig ønsker at frembringe til koncerterne.
I 2013 udkom Stig Rossen’s fjerde Jule-CD ”Julens Stemmer” – et rent a cappella julealbum.
Julekoncerten bringer os igennem et par meget hyggelige og festlige timer og scenografien vil danne en flot ramme om de dejlige julesange, og med orkester og kor i den sædvanlige stemningsfulde udgave kan folk godt begynde at glæde sig.
Glæd jer også til mødet med gæstesolist Nanna Rossen.
Vel mødt!