Oplevelser og Attraktioner

Historisk rundtur i Genforeningsparken inkl. kaffe og kage på Folkehjem

Tag med på en guidet rundvisning i Genforeningsparken og besøg mindelokalerne på Folkehjem. Rundvisninger afholdes henholdsvis den 12. september, og den 10. oktober 2021 kl. 13.30.

Genforeningsparken og Folkehjem er fortællingen om de dansksindede nordslesvigers trængsler under preussisk herredømme, om deres store tab i 1. verdenskrig. Og det er historien om folkeafstemningen, der gjorde Sønderjylland dansk igen, og som lagde grænsen fast. Rundturen slutter på Folkehjem og i billedsalen, hvor der hænger knap 60 portrætter af førende ledere fra genforeningskampen. Efter rundturen serveres der kaffe og kage.

I forbindelse med kaffen gives der information om projektet ’Blomster bygger broer’ og mulighed for at hente inspiration til andre interessante steder i grænselandet. De guidede ture er en del af EU Interreg-projektet "Blomster bygger broer", og er et samarbejde mellem Destination Sønderjylland, Tourismus Agentur Flensburger Förde, Kommunerne Aabenraa, Sønderborg, Flensburg og Glücksburg. Projektet er inspireret af det tyske haveshow ’Gartenschau’ og det danske ’aktiv turisme’ koncept. Projektet inviterer dig til at opleve grænselandet.

Rundturen starter foran indgangen til Folkehjem, ved Genforeningsparken.
Guiderne er fra Aabenraa Byhistoriske Forening og der guides på dansk.
Ved mindre end 10 tilmeldinger forbeholder vi os retten til at aflyse arrangementet.
Billetsalget lukker 3 dage før.
Billetprisen går til Folkehjem og dækker omkostninger til kaffe og kage.

Projektet ’Blomster bygger broer’ finansieres af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Fotokredit Raul Hirian & Sarah Jürgensen