Søren F. Gammelgaard
Pakke

Østersfestival, østerssafari og overnatning

2 nætter: Med ankomst d. 8 oktober kan du fra enten Marskcamp eller Motel Apartments deltage i Danmarks Østersfestival. Der bliver sat fokus på denne delikatesse fra Vadehavet gennem workshops, kokkekonkurrencer, smagsprøver og meget mere. På denne tur kommer du selvfølgelig også ud for at plukke dine egne østers.

Danmarks Østersfestival finder sted i Tønder kommune den 8. – 11. oktober 2021. Gennem alle fire dage er der aktiviteter i Tønder, Højer, Møgeltønder og på Rømø. Vi giver nu dig en hel unik mulighed for at deltage i mange af disse aktiviteter.


Østers er en sund og proteinrig spise, som passer med de nye kostråd. Samtidig har østers et minimalt klimaaftryk. Du kan plukke østers kvit og frit i Vadehavet, Unescos verdensarv. Netop østers fra Vadehavet har fået topkarakterer af italienske stjernekokke og foodies.


På Danmarks Østersfestival kan du lære at åbne østers af professionelle østersåbnere og se kokkene dyste om at blive Danmarks repræsentant ved internationale konkurrencer i østers-åbning. Du får også ideer til tilberedningen, hvis du ikke er vild med den rå vare. Nogle af Europas bedste kokke flokkes nemlig om at deltage i festivalen, hvor de dyster om titlen som Årets Østerskok i det salte og søde køkken samt i smørrebrød. Du kan smage på de samme retter, som dommerne får serveret, for et beskedent beløb.


Find det samlede program for festivalen her: https://www.danmarksoestersfestival.dk/program


I denne pakke er der inkluderet adgangsbillet til festivalen. Du bestemmer selv hvor mange dage, du vil deltage. Adgangsbilletten inkluderer tre poletter, der fungerer som betalingsmiddel på Danmarks Østersfestival. Du kan bruge poletterne til at købe smagsprøver, drikkevarer osv. i boderne. Hvis tre poletter ikke er nok, kan du købe ekstra på festivalen til kr. 45,- pr. stk.


Ved ankomst på overnatningsstedet vil du få udleveret en Østerskniv som du kan bruge når du skal på en spændende østerssafari.


Stor historie i én mundfuld d. 10. oktober 2021 kl. 11.00-13.30, mødested P pladsen på Muslingevej, Rømø.

Denne originale ØstersSafari bringer dig tæt på den unikke historie om østers i Vadehavet og ikke mindst enestående UNESCO natur.

Ved lavvande går vi ud på havets bund og samler masser af "royale" østers og øvrige skaldyr - de mange forskellige muslingearter, som vi nyder på stedet. Der er mulighed for at få spandevis af østers med hjem.


Du kan naturligvis ikke nå alle disse aktiviteter på en gang, så derfor har vi inkluderet to overnatning på hotel eller i egen autocamper. Læs mere om de to overnatningssteder herunder:


Motel Apartments, Tønder

Motellet ligger midt i centrum, 2 minutter fra gågaden, 5 minutters kørsel til grænsen og tæt på den smukke natur. Her finder du en ren seng til den bedste pris. Ved ankomst vil der være redte senge og bløde håndklæder.


Motellet har en stor parkeringsplads, gratis wifi, og tv med begrænset antal programmer.

Alle vores enkeltværelser og dobbeltværelser har tekøkken med køleskab, kaffemaskine, brødrister og termokande samt lettere service til at forberede din morgenmad, frokost eller madpakke.


Marsk Camp, autocamperplads

Marsk Camp er en helt ny plads, der er åbnet i sommeren 2021. Her finder du ikke blot 126 autocamperpladser, men også mulighed for et spil minigolf, en lækker restaurant og iscafe.

Autocamperpladsen er indrettet med forskellige områder, hvor du kan vælge om du vil have udsigt til søen, privat terrasse, eller hvad med begge dele? Alle pladserne har støbt fundament og strømstik.


På pladsen har du adgang til toiletter, bad og vaskemaskine og har du haft autocamperen med på stranden kan du også få vasket saltvandet af.



Denne pakke indeholder:

2 x overnatning på Motel Apartments eller i egen autocamper på Marsk Camp

Adgangsbillet til Danmarks Østersfestival inkl. tre poletter

Billet til østerssafari med guide

Østerskniv


Mulighed for at tilkøbe morgenmad hos Motel Apartments