Pakke Vandrepakker

Marskstien for børnefamilier

3 nætter – pak børnene og vandrestøvler, drag mod Tøndermarsken og få en oplevelse for både store og små. Marskstien er en 54 km lang vandresti, som bringer dig gennem Danmarks største marskområde, Tøndermarsken. Stien blev i August 2021 certificeret som Leading Quality Trail - Best of Europe af European Ramblers Association.

Undervejs på Marskstien er I omringet af den helt særlige natur I ikke finder andre steder. Hvor mange sæler kan I for eksempel tælle i Vidåen? Hvem ser først en havørred? Hvem løber hurtigst op og ned ad digerne? Hvor mange får kan I tælle på en time? Kort sagt, Marskstien byder på oplagte muligheder for at kombinere sjov, leg, læring og motion. Det fås faktisk ikke meget bedre andre steder, hvis vi selv skal sige det.

Herunder kan I læse mere om de enkelte dagetaper. Find info om overnatningssteder, længde på etapen samt et eller to særlige steder eller aktiviteter, som vi vil anbefale til børnefamilier (op til 12 år).

Dag 1 – evt. 8 – 9 km. 
Ankomst Marskhotellet i Højer. Der er ingen vandring dag 1, så I har mulighed for at opleve Højer. 
Hvis I synes at etapen på dag 2 er lidt for lang for jeres familie, så kan I vælge at vandre en del af etapen allerede i dag. Turen op omkring Emmelev Klev er ca. 8-9 km og en rigtig smuk vandretur, som I ikke bør snyde jer selv for. Kombiner evt. vandreturen med et besøg på Højer Mølle, der ligger tæt på jeres overnatningssted. Møllen indeholder en hel ny udstilling, der er det perfekte udgangspunkt for jeres kommende dage i Tøndermarsken.
Check in på hotellet fra kl. 14.00.
I vil til aftensmad få serveret en marskplatte med lokale specialiteter på Marskhotellet.
Hvis I kommer i bil, kan I parkere bilen ved hotellet mens I er på vandretur.

Dag 2 – ca. 15 eller 23 km
Efter morgenmaden, får I udleveret en madpakke til dagens etape. Herefter er I helt klar til at kaste jer ud på jeres vandring – eller fortsætte fra dagen før. Dagens etape slutter i Rudbøl. Her er jeres anden overnatning på Rudbøl Grænsekro Der er aftensmad på kroen.

Undervejs fra Højer til Rudbøl kommer I blandt andet forbi Hohenwarte bondegårdsferie. Her er I velkommen til at kigge ind, købe en is eller noget at drikke. Børnene er også meget velkomne til at klappe nogle af de mange forskellige dyr. Hvis I er rigtigt heldige, så kommer I forbi en dag hvor Hohenwarte serverer Sønderjysk Kaffebord. Hvis der er ledige pladser, så kan det varmt anbefales. Lige inden I kommer ind i Rudbøl skal I holde øje med vejen. Her går I nemlig i Danmark på den ene side af vejen og i Tyskland på den anden side. Hold øje med trafikken og prøv at stille jer ud midt på vejen med et ben i hvert land.

Dag 3 – ca. 16 km
Der er morgenbuffet og I får udleveret madpakke til turen. Dagens rute går fra Rudbøl langs Vidåen og ind til Tønder, hvor I overnatter i en lækker lejlighed på Motel Apartments. Der er ikke aftensmad inkluderet, men lejligheden indeholder køkken, så I kan selv lave mad, hvis I har lyst til det. Er I mere til at lade andre kokkerere efter en lang dag til fods, så er der kun 200 meter op til gågaden, hvor I finder flere spisesteder.

Inden I når Tønder passerer I blandt andet Lægan Pumpestation, som vi varmt anbefaler, at I besøger og ser den nye udstilling, der er åbnet i 2021. Her kan både store og små lære mere om vandet i Vadehavet og afvandingen af Tøndermarsken. Udstillingen er interaktiv og helt sikkert spændende, også for børnene. Der er gratis adgang for både børn og voksne.

Dag 4 - 15 km
Der er morgenbuffet og i får udleveret en madpakke til turens sidste etape (Husk at tilvælge dette i bestillingsmodulet). Dagens rute går igennem den smukke landsby Møgeltønder og tilbage til Marskhotellet i Højer, hvor jeres rundtur i Tøndermarsken slutter.
På jeres tur gennem Møgeltønder kan I evt. hvile benene ved den nyåbnede café i en af Schackenborg Slots stalde. På udvalgte dage kan I også deltage i en guidet rundvisning på slottet.


Der er mulighed for tilkøb af bagagetransport. Kontakt i så fald Destination Sønderjylland på 8182 4570 eller info@dssj.dk.
Ved ankomst til Marskhotellet, vil der ligge en velkomstpakke per selskab klar med velkomstbrev, kort over ruten samt en brochure.

Oplever du problemer med at booke, kontakt da Destination Sønderjylland på 81824570 mandag til fredag, eller send os en mail på info@dssj.dk